Afgørelse om ikke VVM-pligt for skovrejsning i Karise
Faxe Kommune meddeler hermed afgørelse om ikke VVM-pligt for skovrejsning på matrikel 8i, Karise By, Karise. Arealet er beliggende mellem Dalbyvej og Prins Buris Vej 16, 4653 Karise.
Den anmeldte skovrejsning og kommende fredsskov dækker et areal på 5,8 ha, som delvist består af et dyrket landbrugsareal og delvist består af et areal langs jernbanen, som allerede er ved at springe i skov. Faxe Kommune har på baggrund af anmeldelsen truffet afgørelse om, at projektet ikke er VVM-pligtigt.
Afgørelsen om ikke VVM-pligt er meddelt i henhold til miljøvurderingslovens § 21, og kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet af enhver med retlig interesse i sagens udfald. Eventuel klage skal indsendes til Miljø- og Fødevareklagenævnet via Klageportalen.
Uddybende klagevejledning findes i afgørelsen. Klagefristen på 4 uger udløber den 5. maj 2021.