Vejledende rådighedsbeløb
På denne side kan du læse mere om det vejledende rådighedsbeløb i Faxe Kommune. Det vejledende rådighedsbeløb anvendes, når det skal vurderes om en borger har ret til hjælp til enkeltudgifter.
Borgere kan søge om økonomisk hjælp til enkeltudgifter, som de ikke kan betale uden, at det i afgørende grad påvirker familiens evne til at klare sig i fremtiden. For at vurdere, om borgere har ret til hjælp til enkeltudgifter, skal der udregnes et rådighedsbeløb. Et kommunalt fastsat rådighedsbeløb er vejledende og kommunen skal altid tage stilling til, om der er grundlag for at fravige det i en konkret sag. Der er ikke fastsat et nationalt vejledende rådighedsbeløb.
Det vejledende rådighedsbeløb er det beløb borgerne forventes at kunne leve for, når faste godkendte udgifter (f.eks. husleje, vand, varme, telefon m.v.) er betalt. I rådighedsbeløbet skal borgerne afholde udgifter til bl.a. kost, personlig pleje, lån, transport, forsikringer (indboforsikring kan som den eneste forsikring medtages i en rådighedsberegning), tv-pakke, internet, cigaretter, frisør, fagforening, idrætsaktiviteter m.v..
Det vejledende rådighedsbeløb anvendes til:
- at beregne om borgerne har økonomi til selv at afholde udgiften til det ansøgte fx tandbehandling eller huslejerestance
- at beregne om borgerne har råd til at bo i en ansøgt bolig i forbindelse med indskudslån.
Faxe Kommunes vejledende rådighedsbeløb, godkendt i Beskæftigelses & Integrationsudvalget d. 30. november 2020, er følgende:
- Udeboende enlige over 30 år: 3.100 kr.
- Udeboende enlige under 30 år, samt borgere på selvforsørgelses- og hjemrejseydelse: 2.000 kr.
- Ægtepar/samlevende: 5.200 kr.
- Hjemmeboende: 1000 kr.
- Max 2 børn: + 1.000 kr. pr. barn
Det understreges, at rådighedsbeløbet kun er vejledende. Der skal i hver enkelt sag tages stilling til, hvad der er rimeligt ud fra en individuel og konkret vurdering, hvilket kan medføre situationer hvor rådighedsbeløbet vurderes både højere og lavere end de beløb der er angivet ovenfor.