Beboerklagenævnet
Beboerklagenævnet behandler uenigheder mellem lejere og udlejere inden for det almennyttige boligbyggeri i Faxe Kommune
-
Hvordan indbringer man en sag
Når en sag sendes til Beboerklagenævnet, skal følgende vedlægges:
- En kort beskrivelse af, hvad det er, man ønsker, at nævnet skal tage stilling til
- Kopi af bilag der dokumenterer klagen
- En kopi af lejekontrakten
Indbringelse af sag til Beboerklagenævnet skal ske skriftligt.
-
Beboerklagenævnet træffer hyppigst afgørelse i tvister om følgende sager:
- Formalia ved varsling af huslejeforhøjelser
- Boligens stand ved indflytning
- Manglende vedligeholdelse
- Istandsættelse ved fraflytning
- Tilbagebetaling af beboerindskud
- Betaling af varme, vand og lignende
- Husordensovertrædelser
Beboerklagenævnet behandler IKKE sager om
Beboerklagenævnet kan blandet andet ikke træffe afgørelse inden for følgende områder:
- Huslejens størrelse
- Opsigelse og ophævelse af lejeaftaler
-
Ved indbringelse af en sag for beboerklagenævnet skal der betales et gebyr. Gebyret reguleres årligt.
Gebyret udgør 169,- kr.
Gebyret skal overføres til Danske Bank, reg.nr. 4316, konto nr. 0012511388 med tydelig angivelse af den adresse som sagen vedrører.
Hvis sagen indbringes for beboerklagenævnet før indbetaling af gebyr, vil nævnets sekretariat kvittere med et brev, hvor betalingsoplysninger vil fremgå.
Sagsbehandlingen igangsættes først, når gebyret er modtaget, og uanset sagens udfald refunderes gebyret ikke.
-
Når Beboerklagenævnet igangsætter en sag, sendes en kopi af sagen til udtalelse hos modparten. Hvis modparten ikke svarer, kan Beboerklagenævnet lægge den anden parts oplysninger til grund ved sagens afgørelse.
Under selve sagsbehandlingen har Beboerklagenævnet mulighed for at indhente oplysninger hos såvel private som offentlige myndigheder. Som et led i sagens behandling kan Beboerklagenævnet også beslutte at besigtige lejemålet eller indkalde parterne til møde i nævnet.
Hvor lang tid tager det at få behandlet en sag?
Sagsbehandlingstiden varierer meget fra sag til sag, men typisk tager det mellem 2-3 måneder. Hvis Beboerklagenævnet ikke har afgjort sagen senest 4 uger fra det tidspunkt, hvor enten lejers eller udlejers svarfrist er udløbet, kan klageren indbringe sagen for Boligretten uden at afvente nævnets afgørelse.
Når Beboerklagenævnet har truffet afgørelse
Beboerklagenævnets afgørelse sendes til såvel lejer som udlejer (eller deres repræsentanter). Hvis man er uenig i afgørelsen, kan den inden 4 uger efter, at afgørelsen er modtaget, indbringes for Boligretten.
Beboerklagenævnet kan ikke være behjælpelig med at inddrive et eventuelt tilgodehavende. I et sådant tilfælde må man eventuelt rette henvendelse til en advokat.
-
Beboerklagenævnet er en klageinstans, og nævnet yder derfor ikke generel rådgivning og vejledning.
Som lejer kan man få råd og vejledning omkring leje- og almenboliglovens bestemmelser ved henvendelse til en lejerorganisation eller en advokat.
-
Beboerklagenævnet består af en formand, som er jurist samt to andre medlemmer, der kender til almennyttige lejeforhold. I sager vedrørende husordensovertrædelser suppleres Beboerklagenævnet af en person, der er sagkyndig med hensyn til sociale forhold.
- Formand Helle Frejlev
- Medlem Michael Keis (indstillet af Boligforeningen Lejerbo)
- Maria Kjærulff Berth (indstillet af Lejernes Hus)
Marianne Ipsen tiltræder nævnet som særlig sagkyndig i husordenssager.
Medlemmerne er valgt for perioden den 1. januar 2022 til den 31. december 2025.
Huslejenævnet betjenes af et sekretariat, som Faxe Kommune stiller til disposition.