Udledningstilladelse til Karise Renseanlæg
Der er den 20. januar 2020 givet ny udledningstilladelse til Karise Renseanlæg og tilhørende overløbsbygværker.
Faxe Forsyning A/S har søgt om revision af udledningstilladelse for Karise Renseanlæg (351-003) af 19. november 2001.
På baggrund af Vandområdeplanens krav om indsats i forhold til 7 overløb til Karise Bæk i Karise vil Faxe Forsyning A/S reducere overløbene og forbedre rensningen
· -ved at separatkloakere alle kloakoplande til 4 overløbsbygværker, som derefter nedlægges, og
· -ved at øge den hydrauliske kapacitet på Karise Renseanlæg ved om- og udbygning.
Ved ombygningen vil både den hydrauliske og den stofmæssige kapacitet blive øget ved, at der etableres en ny efterklaringstank, så der kan frigøres procesvolumen i de eksisterende procestanke, der i dag fungerer som kombinerede proces- og efterklaringstanke. Proceskapaciteten øges til 6.300 PE målt som COD-belastning og til 5.300 PE målt som BOD-belastning. Herudover vil indpumpningen af spildevand fra forsinkelsesbassinet/sparrebassinet blive optimeret.
Den øgede proceskapacitet indgår i Faxe Forsyning A/S’s planer om at separatkloakerer nogle mindre bysamfund og lede spildevandet til Karise Renseanlæg.
Grundlaget for tilladelsen er Faxe Kommunes spildevandsplan 2016 -2021.
Spildevandstilladelsen kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet af enhver med væsentlig individuel interesse i sagens udfald. Eventuel klage skal indsendes til Miljø- og Fødevareklagenævnet via Klageportalen senest den 20. februar 2020 Klagevejledning findes i tilladelsen.