Revurdering af spildevandstilladelse – Royal Unibrew, Faxe Alle 1, 4640 Faxe
Royal Unibrew – Faxe Bryggeri, er beliggende i Faxe by. Produktionen omfatter øl, sodavand, cider og lignende drikkevarer.
Faxe Kommune påbegyndte den 11. februar 2020 revurderingen af Royal Unibrews spildevandstilladelse, i henhold til BAT-konklusionen for fødevarer, drikkevarer og mælk (FDM).
Samtidig har virksomheden udvidet med bl.a. et nyt lavlager og terminal, et nyt højlager, et vaskeskur og en ny kolonne. Udvidelserne og ændringerne er indarbejdet i den reviderede spildevandstilladelse.
Faxe Kommune meddeler på baggrund af revurderingen fornyet spildevandstilladelse til Royal Unibrew, Faxe Alle 1, 4640 Faxe. Faxe Kommunen meddeler tilladelsen med hjemmel i § 30 stk. 1 og § 28 stk. 3 i miljøbeskyttelseslovens kap. 4.
Spildevandstilladelsen kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet af enhver med væsentlig individuel interesse i sagens udfald. Eventuel klage skal indsendes til Miljø- og Fødevareklagenævnet via Klageportalen senest den 28. december 2023. Klagevejledning findes i tilladelsen.
Kommunen skal samtidig oplyse, at der til enhver tid er adgang til aktindsigt i de resultater af virksomhedens egenkontrol, som kommunen er i besiddelse af, samt i sagen i øvrigt, jf. offentlighedsloven, forvaltningsloven og lov om aktindsigt i miljøoplysninger.