Påbud omkring drift af nye malerkabiner på Finlandsgade 15-17 – Haslev Autolakering APS

Nørskov MiljøTeknik ApS har den 18. november 2019 på vegne af Haslev Totallakering ApS, anmeldt et nyt autoværksted Finlandsgade 15 – 17, 4690 Haslev. Der etableres et autolakeringsværksted med bl.a.to malekabiner.

På baggrund af anmeldelsen og fremsendte OML-beregningen, meddeler Faxe Kommune påbud omkring driften af de to malerkabiner. Der meddeles påbud om, at der kun må lakeres i én kabine af gangen, samt at der skal føres driftsjournal over hvornår der lakeres i de to malekabiner.

Påbuddet er meddelt i henhold til autoværkstedsbekendtgørelsens § 19.

Afgørelserne kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet af enhver med væsentlig individuel interesse i sagens udfald. Eventuel klage skal indsendes til Miljø- og Fødevareklagenævnet via Klageportalen senest den 13. marts 2020. Klagevejledning findes i afgørelsen.

Kommunen skal samtidig oplyse, at der til enhver tid er adgang til aktindsigt i de resultater af virksomhedens egenkontrol, som kommunen er i besiddelse af, samt i sagen i øvrigt, jf. offentlighedsloven, forvaltningsloven og lov om aktindsigt i miljøoplysninger.