Kontrolgruppen fandt snyd for 7,8 millioner kroner i 2019
Svindlen fortsatte i 2019. Ikke færre end 214 sager kom forbi kontrolgruppens skrivebord. Det er sager om alt fra kontanthjælpsmodtageren, der hvidvasker penge til falske lønsedler for at få udbetalt penge til en fleksjobber. Nu opruster kommunen med yderligere en medarbejder i kontrolgruppen.
- Det er godt, at der er fokus på at få stoppet socialt bedrageri, og at både ansatte og borgere giver kontrolgruppen besked, når der foregår noget uldent, siger René Tuekær, formand for Plan & Kulturudvalget.
- På baggrund af de mange sager om uretmæssige udbetalinger har vi politisk besluttet at øge kontrolniveauet med en ekstra medarbejder i kontrolgruppen fra og med 2020. Vi vil ikke acceptere at nogle borgere "tager selv" i de offentlige kasser, siger René Tuekær og ærgrer sig over, at det her, der er behov for mere personale.
Det går jo ud over alt det, vi gerne vil bruge penge på, skoler, daginstitutioner, kultur og alle de andre steder, hvor den gode kommune skabes.
Ydelser stoppet
Kontrolgruppens årsrapport, som netop er forelagt Plan & Kulturudvalget, viser da også, at svindlen lever i bedste velgående derude.
Årets samlede resultat blev 7,8 millioner kroner. De 7,1 millioner kroner er udtryk for, at man har stoppet udbetaling af ydelser, så kommunekassen ikke bliver malket uretmæssigt fremadrettet. De 600.000 kroner af det samlede resultat kræver kommunen tilbagebetalt.
Noget at komme efter i 110 sager
Der er ifølge opgørelsen sammenlagt 214 sager i 2019. De 110 er behandlet færdigt - med gevinst til følge: Der var noget at komme efter.
Størstedelen af de resterende 104 sager er også blevet sagsbehandlet, dog uden økonomisk gevinst. Enkelte sager er fortsat under behandling.
Både kommunens egne sagsbehandlere og borgerne bidrager med oplysninger for at få stoppet socialt bedrageri.
Rekord på interne henvendelser
Kommunens egne sagsbehandlere har sat ny rekord i henvendelser til kontrolgruppen, hvor de har undret sig. Det er blevet til i alt 126 henvendelser. Til sammenligning var antallet af interne henvendelser i 2018 på 104 såkaldte undringer og i 2017 på 58 undringer.
Centerchef Benny Agergaard er også tilfreds med årets resultat.
- Kontrolgruppens virke vil med en ekstra medarbejder blive endnu mere effektiv. Resultaterne fra de foregående år taler jo desværre deres tydelige sprog om nødvendigheden af en yderligere indsats på området. I 2020 vil der være nye områder, som bliver gennemgået. For eksempel fleksjob og førtidspensionsområdet, ligesom vi vil fastholde den grundige kontrol med udbetaling af sygedagpenge til selvstændige, fortæller Benny Agergaard.
Eksempler fra 2019
Hvidvaskning med "spillegevinster"
En borger på kontanthjælp fik indsat "spillegevinster" på mere end 300.000 kroner på sin lønkonto.
Borgeren forklarede selv, at pengene var indsat af en ven med usædvanligt stort held i spil.
Det kneb mere med at forklare, hvorfor pengene ikke bare blev indsat på den heldige spillers egen konto men skulle gå via borgerens konto.
Kontanthjælpen blev stoppet, og det indsatte beløb blev efter reglerne henregnet til borgerens egen økonomi. "Kassen" er derfor lukket frem til år 2023 før der igen kan ske udbetaling af kontanthjælp.
Falske lønsedler
Så var der virksomheden der modtog tilskud til en ansat fleksjobber med lønsedler som dokumentation for tilskuddet.
Det viste sig imidlertid at lønsedlerne var produceret med det formål at få udbetalt tilskud fra kommunen til fleksjobberens løn, uden at der samtidig skete sædvanligt træk af skat af lønnen og overførsel af nettolønnen til den ansatte.
Der blev rejst krav om tilbagebetaling af mere end 300.000 kroner og tilskuddet ophørte med omgående virkning efter kontrolgruppens afdækning af sagen. Sagen verserer pt. hos politiet, som vurderer om der skal rejses en straffesag om socialt bedrageri.
Selvforsørgende førtidspensionist
Der var også en førtidspensionist, som hører til i Faxe Kommune men uden fast bopæl, der blev udtaget til kontrol for at finde ud af, hvor borgeren boede.
Ved gennemgang af borgerens kontoudskrifter blev det meget hurtigt klart for kontrolgruppen, at førtidspensionisten i den grad var selvforsørgende.
Pågældende havde en uofficiel servicevirksomhed, beliggende på tidligere ægtefælles ejendom.
Pågældende havde i den undersøgte periode massive indtægter fra sin servicevirksomhed, foruden sin førtidspension som reelt enlig.
Gennemgang af førtidspensionistens bankkonti viste også, at der i høj grad var tale om fælles økonomi med tidligere ægtefælle. Førtidspensionisten overførte så store beløb, at der var tale om forsørgelse af tidligere ægtefælle.
Efter afdækning af sagen blev denne sendt til Skattestyrelsen, som efterfølgende traf afgørelse. Førtidspensionisten skal betale skat og moms af fortjenesten på cirka 350.000 kroner.
Også den tidligere ægtefælle måtte til lommerne, da kontoudskrifterne dokumenterede fælles økonomi med tidligere ægtefælle. Samlet set var der snyd med skattebetaling og sociale ydelser for cirka 1.000.000 kroner. Sagen bliver politianmeldt i 2020.