Endeligt vedtaget: Planer for bofællesskab og institution ved Vidarslund i Vindbyholt

Faxe Byråd har den 1. september 2021 endeligt vedtaget tillæg nr. 41 til Kommuneplan 13 og lokalplan 400-29 for et Bofællesskab og institution ved Vidarslund i Vindbyholt. Planerne er offentliggjort onsdag den 15. september 2021.

Planforslagene har været i offentlig høring i perioden fra den 10. maj til den 5. juli 2021. Torsdag den 3. juni afholdt Faxe Kommune borgermøde, hvor planforslagene blev præsenteret. Faxe Kommune har ikke modtaget høringssvar.

Administrationen er blevet opmærksom på enkelte mindre ændringer i forbindelse med den offentlige høring. Ændringerne vedrører mulighed for at udnytte terrænnet til etablering af kælder i en del af den ny bebyggelse. Mulighed for, ved byggemodning, at terrænregulere mere end +/- 0,5 m i forhold til eksisterende terræn og ændring af taghældning på nye bofællesskaber fra 25-30 grader til 20-30 grader.

Du kan læse om byrådets behandling af planerne i referatet fra byrådsmødet den 1. september 2021 (se punkt 147). Ligeledes kan du finde link til kommuneplantillæg nr. 41 til lokalplan 400-29 under "læs også" her på siden.

Baggrund
Forslag til kommuneplantillæg nr. 41 og lokalplan 400-29 for Bofællesskab og institution ved Vidarslund i Vindbyholt er udarbejdet på baggrund af en ansøgning fra Driftsfonden Marjatta om at få mulighed for at etablere flere og mere tidssvarende boliger og et større fælleshus i forbindelse med det eksisterende bofællesskab ved Vidarslund i Vindbyholt.

Kommuneplantillæg nr. 41
Området hvor de nye bygninger til boliger ønskes placeret er ejet af Marjatta, men er beliggende lige udenfor landsbyafgrænsningen omkring Vindbyholt. Formålet med kommuneplantillægget er, efter en konkret helhedsvurdering, at udvide landsbyafgrænsningen omkring Vindbyholt. Det vil betyde, at det eksisterende bofællesskab ved Vidarslund i Vindbyholt får mulighed for at udvide med nye bygninger og ca. 15 boliger (op til i alt ca. 50 boliger).

Lokalplan 400-29
Udvidelsen af bofællesskabet forudsætter, at der udarbejdes en ny lokalplan, der gør det muligt at etablere flere boliger og et større fælleshus i det eksisterende bofællesskab. Lokalplanen viderefører de væsentligste elementer fra den tidligere lokalplan 400-22 (fra 2006) og giver derudover mulighed for, at der kan opføres nye bygninger langs med Orup Bæk. Bygningerne skal anvendes til bofællesskaber og skal til dels erstatte nogle af de eksisterende utidssvarende boliger i området. Lokalplanen anviser, med byggefelter, hvor bebyggelsen kan placeres og der er bestemmelser for højde og materialer således, at bebyggelsen tilpasses områdets eksisterende bebyggelse og ikke bliver for højt i forhold til omgivelserne. Med vedtagelsen af lokaplan 400-29 aflyses lokalplan 400-22 i sin helhed.

Klagevejledning

Enhver med retlig interesse i kommunens afgørelser kan klage over formelle mangler i afgørelsen - de såkaldte retlige spørgsmål jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Hvis du ønsker at klage over afgørelsen, skal klagen være indgivet til Planklagenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort, regnes klagefristen dog altid fra datoen for offentliggørelsen.

Du skal klage via Klageportalen, ved at logge på med din NEM-ID på https://kpo.naevneneshus.dk

En klage er først indgivet, når den er tilgængelig for myndighederne i Klageportalen. Når du klager som privatperson, skal du betale et gebyr på 900 kr. Klager du som organisation eller virksomhed, skal du betale et gebyr på 1.800 kr. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.

Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Faxe Kommune. Kommunen sender derefter din anmodning til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.

Faxe Kommunes afgørelse kan jf. Planlovens § 62, indbringes for domstolene. Søgsmål til prøvelse af afgørelse om forhold, der er omfattet af Planloven, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.