Endeligt vedtaget: Kommuneplantillæg nr. 30 og Lokalplan 500-89 Boligområde på Grøndalsgrunden i Haslev
Faxe Byråde har den 17. december 2020 vedtaget Kommuneplantillæg nr. 30 og Lokalplan 500-89 Boligområde på Grøndalsgrunden i Haslev endeligt. Planerene er offentliggjort tirsdag den 22. december 2020.
Planområdet ligger på Bregentvedvej 30, i Haslev, hvor Grøndalsskolen tidligere lå. Kommuneplantillægget og lokalplanen giver nu mulighed for at der kan etableres boliger på området.
Der er ikke indkommet høringssvar til kommuneplantillægget og det er derfor vedtaget uden ændringer til det offentliggjorte forslag.
Der er indkommet et enkelt høringssvar til lokalplanen angående afsnit om fund og fortidsminder. Lokalplanen blev vedtaget med mindre ændringer til det offentliggjorte forslag. Ændringerne vedrører tilføjelse af:
- afsnit om fund og fortidsminder i redegørelsen
- størrelse på delområderne
- afsnit om høringsperioden
Du kan læse om byrådets behandling af planerne og høringssvar i referatet af byrådsmødet den 17. december 2020 (se punkt 220). Du kan finde link til kommuneplantillæg nr. 30 og lokalplan 500-89 under "læs også" her på siden.
Planernes indhold
Kommuneplantillægget betyder, at områdets anvendelse er ændret fra offentligt formål som f.eks. skole til boligformål.
Lokalplan 500-89 fastsætter bindende bestemmelser for områdets anvendelse og hvordan et kommende byggeri kan se ud. Lokalplanen tager udgangspunkt i den helhedsplan, der blev udarbejdet for området i 2019. Visionen er, at der nu kan etableres en boligbebyggelse bestående af klynger med huse i 2 eller 3 etager. Hver klynge skal indeholde et fælles opholdstorv og klyngerne forbindes internt i området af stræder. Det nye boligområde har vejadgang fra Grøndalsvej og al parkering i området skal ske på fælles parkeringspladser. Lokalplanen fastsætter også bestemmelser for, at der skal være en stiforbindelse mellem Bregentvedvej og Grøndalsvej og at der skal være grønne fællesarealer.
Retsvirkninger
Lokalplanen gælder nu for området, og det betyder, at der ikke må etableres forhold i strid med lokalplanens bestemmelser, medmindre kommunen giver tilladelse til det.
Klagevejledning
Enhver med retlig interesse i kommunens afgørelser kan klage over formelle mangler i afgørelsen - de såkaldte retlige spørgsmål jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.
Hvis du ønsker at klage over afgørelsen, skal klagen være indgivet til Planklagenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort, regnes klagefristen dog altid fra datoen for offentliggørelsen.
Du skal klage via Klageportalen, ved at logge på med din NEM-ID på https://kpo.naevneneshus.dk.
En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager som privatperson, skal du betale et gebyr på kr. 900. Klager du som organisation eller virksomhed, skal du betale et gebyr på kr. 1.800. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.
Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at bliver fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Faxe Kommune. Kommunen sender derefter din anmodning til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Faxe Kommunes afgørelse kan jf. Planlovens § 62, indbringes for domstolene. Søgsmål til prøvelse af afgørelser om forhold, der er omfattet af planloven, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.