Endeligt vedtaget: Kommuneplantillæg nr. 1 og Lokalplan 200-29 for Karise Efterskole
Faxe Byråd har den 22. december 2021 vedtaget kommuneplantillæg nr. 1 og lokalplan nr. 200-29 for Karise Efterskole endeligt. Planerne er offentliggjort onsdag den 12. januar 2022.
Forslag til lokalplan 200-29 og Kommuneplantillæg nr. har været i 8 ugers høring i perioden 27. september til 22. november 2021. Der har været afholdt borgermøde tirsdag den 26. oktober på Karise Efterskole. Faxe Kommune har ikke modtaget høringssvar i perioden.
Du kan læse mere om byrådets behandling af planerne i referatet fra byrådsmødet den 22. december 2021 (https://www.faxekommune.dk/dagsorden/byraadet-22-12-2021 - se punkt 229). Du kan finde link til lokalplan 200-29 og Kommuneplantillæg nr. 1 under "læs også" her på siden.
Lokalplan 200-29
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af Karise Efterskoles ønske om, at få mulighed for etablering af et multihus i haven mellem Karise Efterskole, Rønne Allé 7-9 og Bredgade 26. Multihuset skal indeholde flere funktioner. Der er et stort ønske fra efterskolen om, at have et lokale hvor det er muligt at samle elever og forældre ved fælles arrangementer. Dette er ikke muligt i dag i efterskolens eksisterende lokaler, som ikke kan rumme alle elever og forældre samtidig. Der ud over ønskes multihuset anvendt i skolens daglige undervisning, og skal rumme en teatersal, som også kan bruges til badminton og volley, samt fitnessrum og orangeri. Samtidig er der overvejelser om hvordan multihuset også kan være et tilbud til lokalområdet og på den måde få en større anvendelse og styrke samarbejder på tværs af byens mange forskellige brugere.
Formålet med at udarbejde en ny lokalplan er, at kunne regulere omfang og placering af bygninger, deres størrelse og materialevalg, så det sikres at multihuset bliver tilpasset til omgivelserne og Karise bymidte fortsat bevarer sin karakter. Samtidig er det formålet at sikre de bevaringsværdige huse i lokalplanområdet ved at fastsætte bestemmelser for bevaring af dem.
Kommuneplantillæg nr. 1
Formålet med kommuneplantillægget er at ændre på afgrænsningen af kommuneplanens eksisterende rammer. Med kommuneplantillægget ændres afgrænsningen af rammeområde K-C1 (centerområde) og K-B1 (boligområde), så en del af K-B1 overgår til K-C1. I praksis betyder det at en del af området ændres fra boligformål til centerformål, og dermed giver mulighed for en bredere anvendelse.
Retsvirkninger
Lokalplanen gælder nu for området, og det betyder at der ikke må etableres forhold i strid med lokalplanens bestemmelser, med mindre kommunen giver tilladelse til det.
Klagevejledning
Enhver med retlig interesse i kommunens afgørelser kan klage over formelle mangler i afgørelsen - de såkaldte retlige spørgsmål jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Hvis du ønsker at klage over afgørelsen, skal klagen være indgivet til Planklagenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort, regnes klagefristen dog altid fra datoen for offentliggørelsen.
Du skal klage via Klageportalen, ved at logge ind med dit NEM-ID på kpo.naevneneshus.dk.
En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Faxe Kommune i Klageportalen. Når du klager som privatperson, skal du betale et gebyr på kr. 900. Klager du som organisation eller virksomhed, skal du betale et gebyr på kr. 1.800. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.
I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Faxe Kommune. Hvis kommunen fastholder afgørelsen, sendes klagen videre til behandling i nævnet via Klageportalen. Du får besked om videresendelsen.
Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den udenom Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Faxe Kommune. Kommunen videresender herefter din anmodning til nævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Se betingelserne for at blive fritaget på https://naevneneshus.dk/. Faxe Kommunes afgørelse kan jf. Planlovens § 62, indbringes for domstolene.
Søgsmål til prøvelse af afgørelser om forhold, der er omfattet af planloven, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.