Endeligt vedtaget: Kommuneplantillæg og lokalplan for boliger på Bråbyvej i Haslev

Faxe Byråd har den 12. december 2019 vedtaget Kommuneplantillæg nr. 26 og Lokalplan 500-87 for et nyt boligområde op Bråbyvej i Haslev.
Planerne er offentliggjort torsdag d. 19. december 2019.

Kommuneplantillægget giver mulighed for at tæt-lav bebyggelse i form af rækkehuse kan etableres i 2 etager.

Lokalplanen giver mulighed for at der kan etableres omkring 31 boliger i form af rækkehuse i maksimalt 2 etager på Bråbyvej. Kommunen har i alt modtaget et høringssvar i forbindelse med den offentlige høring af planforslagetne. Høringssvaret og det offentlige borgermøde gav anledning til følgende ændringer af lokalplanen:

  • Byggefelter flyttes, så der er mindste 5 meter til skel mod nabo.
  • Den maksimale bygningshøjde for boliger reduceres til 7 meter.

Du kan læse mere om byrådets behandling af planerne og høringssvaret i Referat fra byrådsmødet den 12. december 2019 (se punkt 192).

Du kan ligeledes finde link til kommuneplantillæg nr. 26 og lokalplan 500-87 under punktet "læs også" her på siden.

Retsvirkninger
Kommuneplantillæg nr. 26 og lokalplan 500-87 gælder nu for området. Det betyder, at der ikke må etableres forhold der er i strid med lokalplanens bestemmelser, med mindre kommunen giver tilladelse til det.

Klagevejledning
Enhver med retlig interesse i kommunens afgørelser kan klage over formelle mangler i afgørelsen - de såkaldte retlige spørgsmål jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Hvis du ønsker at klage over afgørelsen, skal klagen være indgivet til Planklagenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort, regnes klagefristen dog altid fra datoen for offentliggørelsen.

Du skal klage via Klageportalen, ved at logge på med din NEM-ID på kpo.naevneneshus.dk.

En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager som privatperson, skal du betale et gebyr på kr. 900. Klager du som organisation eller virksomhed, skal du betale et gebyr på kr. 1.800. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.

Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvist en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at bliver fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Faxe Kommune. Kommunen sender derefter din anmodning til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.

Faxe Kommunes afgørelse kan jf. Planlovens § 62, indbringes for domstolene. Søgsmål til prøvelse af afgørelser om forhold, der er omfattet af planloven, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.