Afgørelse om tilladelse til udledning af overfladevand til Karise Bæk
Faxe Kommune giver hermed tilladelse til udledning af overfladevand (regnvand) til Karise Bæk, jf. § 28, stk. 1 i miljøbeskyttelsesloven.
Faxe Kommune har fra Faxe Forsyning modtaget en ansøgning om tilladelse til udledning af overfladevand (regnvand) fra vejarealer og parceller til Karise Bæk, der er et offentligt vandløb i Faxe Kommune.
Flere fælleskloakerede oplande i Karise blev separatkloakerede i 2018 og 2019, hvor regnvand og spildevand dermed er adskilt og afledes separat. Kloakseparering er udført som følge af Faxe Kommunes Spildevandsplan 2016-2021.
Denne tilladelse omhandler udledningen af overfladevand (regnvand) fra et samlet befæstet areal på ca. 18.300 m2 beliggende lidt vest for centrum i Karise i Faxe Kommune.
Tilladelsen er givet 24. august 2021. Klagefristen udløber 4 uger senere - d. 21. september 2021. Klagevejledning kan ses i afgørelsen.